Søstien
"Søstien", 2605 Brøndby (ejerboliger)
VELKOMMEN TIL SØSTIEN
Træd ind i Søstien. Et charmerende nabolag bestående af fire rækkehusrækker, midt i Kirkebjerg Søpark.
I Søstien får du et velindrettet rækkehus i to plan, placeret i den rolige og tilbagetrukne del af Kirkebjerg Søpark mellem Mudilles Sø og ejendommene Lunden og Fælleden. Rækkehusene er skabt med fokus på det gode liv og rare, trygge omgivelser. Derfor indbyder de private fællesveje mellem husene også til ophold og leg, og er ideelle til rulleskøjteløb, kridttegninger og vejfester med dine naboer på lune sommeraftenener.
Selvom de private fællesveje er fredelige og børnevenlige, er der stadig plads til din bil. For foran din bolig kan du nemt parkere din bil på din private parkeringsplads, hvilket gør hverdagen betydeligt mere bekvem, når børn, bagage og indkøb skal transporteres til og fra dit hjem. Har du en elbil, har du mulighed for let og hurtigt at oplade den i din private ladestander.
Hjertet i din bolig er stueetagens veldisponerede køkken-alrum og opholdsstue. Dit køkken er fra Invita og udført i solide materialer, og neutrale farver, lyse trægulve og kvalitetsmaterialer, som i resten af hjemmet, skaber et lyst, roligt og imødekommende udtryk. Her er skabt de perfekte rammer for samvær og nærvær med familie og venner, rolige morgener og hyggelige aftener fyldt med latter og glæde.
Fra opholdsstuen har du direkte adgang til din private sydvendte have med flisebelagt terrasse. Det er det perfekte sted til grillaftener, udendørshygge og leg med børnene. Ud mod den rolige legegade er haven afgrænset af buske, træer eller hæk samt et fast trælamelhegn mod din nabo.
Når du bevæger dig op på husets første sal, inviterer et ovenlysvindue i trapperummet dagslyset ind og skaber et flot lysindfald. På førstesalen finder du et soveværelse og to rummelige værelser, der giver masser af plads til hele familien. Soveværelset har egen spansk altan, der fylder rummet med et dejligt naturligt lys. Og fra soveværelset har du også direkte adgang til boligens depotrum, der er udstyret med indbyggede skabe, og som derfor oplagt kan bruges til walk-in-closet. Det ene af husets to øvrige værelser har adgang til en hems på ca. fire kvadratmeter, der f.eks. kan bruges til ekstra opbevaringsplads eller soverum. Bemærk, hemsen er ikke inkluderet i boligens areal.
I huset findes desuden to moderne badeværelser i lyse, neutrale farver og armaturer i krom. Gæstebadeværelset ligger i stueetagen, mens det større badeværelse ligger på første sal og er forberedt til både vaske- og tørremaskine.